ADVARSEL – meget langt post (12-15 minutters read)
Inspireret – eller provokeret – af den for tiden virale #metoo kampagne om omfanget af uønskede seksuelle tilnærmelser, chikane og overgreb (som kvinder oplever dem) på de sociale medier skrev jeg nedenstående. Jeg læste et personligt indlæg af Emilia van Hauen – som ud over sin egen erfaring med seksuel chikane/uønsket adfærd som en af de få spurgte; hvad MÆND oplever. Altså mænds oplevelse af at være “bytte-dyr” for uønsket adfærd fra kvinder. Nedenstående kom ud af det. Hvis det overlever 🙂 kan du finde postet – og kommentarerne til det her på Facebook.
Og du er selvfølgelig velkommen til at give dit besyv med. Teksten nedenfor er den oprindelige.
Jeg har også tilladt mig at dele et link til et andet Facebook-post; hvis du interesserer dig for emnet – og vil høre et af de få gennemtænkte, ærlige og relevante bud fra en mand. Det er af Johanne Trädgaard Jensen, også på Facebook. Det er hans post jeg har stjålet billedet fra.
Kære Emilia
Tak for at du #metoo-deler – med nuance. Og tak for at du spørger om perspektiv på det mandlige byttedyr – det modsatte af mænds seksuelle chikanerier og overgreb mod kvinder.
Jeg har holdt mig tilbage fordi denne debat er så betændt og lunten per definition aldrig er lang nok til at man(d) kan nå i sikkerhed inden lortet eksploderer i emotionelt mudderkast, relativering og whataboutery. På den anden side; Jeg har lige faciliteret endnu et kursus med endnu en bunke ordentlige, modige og åbne mænd. Og temaet kan som altid koges ind til
– at holde op med at lyve i ord og handling
– at holde op med at gøre eller sige noget der gør dig selv eller andre svagere.
– at sige sandheden i både ord og handling
De har hver især deres not-so-proud-moments i bagagen. OG de gør noget, de kæmper deres kamp for at forbedre sig selv, blive mere autentiske, have mere integritet og mere kraft i deres liv – uden at tagge det. De gør det bare!
Så for at være tro mod mig selv og de værdier jeg prædiker er jeg nødt til at sætte min røv op på kogepladen – selvom jeg er skeptisk overfor udkommet for at sige det pænt.
Jeg overvejede at skrive “at selvfølgelig er ethvert overgreb forkert og ét for meget og de (mænd) der begår dem skal stoppe, om nødvendigt straffes OG ledes på rette vej. Og selvfølgelig er det aldrig kvindens skyld. Og selvfølgelig må du gå klædt som du vil og være så fuld som du vil uden at det er en invitation til mere end du selv vil invitere til osv.osv.osv.” Bare som præludium, for en sikkerheds skyld, for i det hele taget at have ret til at åbne munden
Men det ER kraftedme så selvindlysende (og tro mig, det ER det for langt de fleste mænd) at dét at skrive det i sig selv ville være at sætte sig på glidebanen af mands-kollektivets skyld og skam. Og dén udskamning er der rigeligt af i forvejen. Sådan opleves det ofte af mænd i næsten enhver debat om køn. Man(d) skal have usædvanligt meget på kreditsiden for at måtte have en mening, som rækker bare marginalt ud over “undskyld, undskyld, UNDSKYLD på mit køns vegne”. Så her er lige lidt ind fra mit eget konto-udtog:
– Jeg er ikke vidende om at jeg nogensinde har begået overgreb med seksuelle over- eller undertoner, hverken ved at gramse, cat-calle eller presse mere end “en pæn invitation”. Jeg har helt sikkert tænkt både det ene og det andet og betragtet både den ene og anden både bedømmende og begærligt. Der er et par episoder i 5-6-7. klasse som jeg er i tvivl om, men jeg tror faktisk ikke at det handlede om hverken køn eller seksualitet. Det kan godt være det blev opfattet sådan, men det var ikke der, det kom fra. Det var med HCA’s ord “Hun er for stor og for aparte, og saa skal hun nøfles”. Jeg var grundlæggende bare en lorteunge der mobbede – fordi jeg kunne.
Jeg er 100% sikker på at jeg aldrig haft sex med nogen uden af være inviteret, og slet ikke med nogen der var for fulde eller skæve til at kunne tage kvalificeret stilling. Jeg har aldrig haft ubeskyttet sex uden at det var aftalt på forhånd – med et enkelt “revnet i kampens hede” kondom som undtagelse. At nogen efterfølgende har fortrudt at have sex med mig fordi jeg var et elendigt knald eller fordi de forventede at jeg så ville andet og mere end at knalde kan jeg til gengæld sige med sikkerhed. Jeg synes selv jeg er tydelig i min forventningsafstemning, men jeg ved af efterfølgende erfaring, at det ikke altid er “sivet ind”. Jeg har også haft sex hvor hun sikkert bare ville have fred og få det overstået.
Jeg HAR til gengæld også været udsat for at hun listede kondomet af fordi hun hellere ville uden – én gang med mere end et års medicinsk, kirurgisk og kemisk behandling efterfølgende … på grund af noget hun faktisk godt vidste hun “havde med hjemmefra”. Jeg HAR følt mig presset til sex, der sendte mig under bruseren med en neglebørste i halve timer efterfølgende. Jeg HAR haft sex for at få fred og fordi “en mand siger jo aldrig nej”, selvom jeg ikke har haft lyst, hverken til hende specifikt eller i det hele taget. Jeg HAR været stalket af en ex-FWB, i en grad der endte med indtrængen i mit hjem også efter at jeg var flyttet sammen med ex’ens efterfølger. Jeg HAR haft sex med nogen som ikke respekterede “STOP” når det blev for råt eller forkert og oplevet stop-ord og aftaler, der ikke blev respekteret og bagefter bagatelliseret. Jeg HAR oplevet at blive udskammet, nedgjort og disrespekteret for ikke at ville, ikke at kunne og for mit køn og min fysiske fremtoning.
OG jeg har oplevet at mine dyrebareste blev behandlet skidt – som så mange kvinder og ekstremt få mænd fortæller om med #metoo … ubehag fra størrelse small til XXL. Jeg har oplevet at måtte beskytte mine drenge mod verbale og fysiske overgreb fra de – kvindelige – lærere og pædagoger, der havde dem i deres varetægt. Jeg har oplevet at min allerdyrebareste blev voldtaget. Både som overfalds-voldtægt og af nogen som der burde være tillid til og respekt fra.
Jeg har været tættere (tror jeg) end de fleste på at slå et andet menneske ihjel. Få meter og få minutter fra helt koldblodigt og med fuldt overlæg at fjerne svinet fra jordens overflade og standse dén gen-streng i at fortsætte. Kun afbrudt i sidste øjeblik af frygten for at blive fanget, kærligheden til mine børn og frygten for at de skulle undvære mig mens jeg måske blev buret inde.
Jeg synes jeg har levet liv nok, mødt mennesker nok og haft klienter nok til at kunne “sætte mig ind i” og forstå både Krænker, Offer og Hjælper
Til dit spørgsmål:
I forhold til “ordentlige mænd” – og det ER den helt dominerende gruppe – som IKKE er idioter der slår, chikanerer, gramser, drikker, tyranniserer, kontrollerer osv. er der i hvert fald “et par” områder, hvor balancen er helt skæv i rigtig mange relationer.
For det første er der – helt naturligt – konsensus om at mænd er stærke og (potentielt) mere aggressive og farlige. Væsentlig mere vægt og fysisk styrke betyder at han kan forvolde rigtig meget skade hvis konflikten eskalerer fysisk.
Fordi vi alle sammen VED, at hvis HAN slår er der sandsynligvis meget mere skadevirkning, end hvis HUN slår, så ved vi også at man(d) ikke slår på kvinder – vi må faktisk slet ikke være aggressive. Fordi kvinder – fra naturens hånd og forstærket af personlig erfaring – i gennemsnit er mere markant mere angste end mænd ved vi også, at man(d) ikke må være verbal aggressiv / truende.
Fordi det at være OFFER er ekstremt de-maskuliniserende og fordi vi har den køns-forståelse at det er mænd – og ikke kvinder – der er de dumme svin, så har kvinder de-facto (sammenlignet med mænd) nærmest gratis adgang til at være verbalt, fysisk og seksuelt voldelige mod mænd. Vi tror ikke på at det sker fordi “det ikke KAN ske”. Men det sker – og det sker i vidt omfang alene fordi der er en magt-ubalance, der går begge veje. Fysisk den ene vej (og den vej er lukket for ordentlige mænd). Og på nærmest alle andre områder den anden vej.
Han skal tåle det – FORDI han er en mand. Og hun er ikke så slem, fordi det er jo “følelser og afmagt og sikkert også hans egen skyld”. Og det er BEGGE køn, der abonnerer på den fortælling. Mænd løser meget ofte konflikter med andre mænd på en ikke voldelig måde; fordi vi ved at der potentielt kan ske noget meget alvorligt hvis en konflikt med en anden mand eskalerer. Kvinder ved til gengæld – bevidst eller ubevidst – at der nok IKKE sker noget alvorligt, næsten uanset hvor meget hun eskalerer konflikten med en mand, for han må ikke være aktivt aggressiv uanset hvor meget hun er verbalt og/eller passivt aggressiv. Så hvis hun “vinder” en fysisk konflikt fordi han trækker sig vinder hun. Og hvis hun taber den fysiske konflikt er det på mange måder også hende der vinder; for det er ham der er svinet.
Det er veldokumenteret – omend meget upopulært blandt kvinder og ekstremt tabuiseret blandt mænd at fremhæve – at kvinder er noget der ligner lige så fysisk voldelige, som mænd. Ikke helt, men meget tæt på. Blot er skadevirkningerne oftest ikke så slemme, som når mænd er voldelige. Til gengæld er det markant mere stigmatiserende for mænd end for kvinder. Mænd der er udsatte for partnervold eller “bare” vold fra kvinder findes stort set ikke. Alene af den grund at de så holder op med at være mænd. Enten er de vatpikke, tøsedrenge og svagpissere. Eller også er de psykopater der selv er ude om det. Så en ordentlig mand er nødt til at lukke røven og tage imod – så det gør han!
Og hvis man ikke er “willfully blind” ved vi – stiltiende – at det betyder at mørketallet af mænd der er udsat for psykisk og fysisk vold fra kvinder er enormt stort. Antallet af mænd der er udsat for seksuel chikane, overgreb og vold fra kvinder er officielt stort set set nul. Blandt andet fordi kvinder har et automatisk abonnement på “ryk-ud-af-fængslet”-kortet i forhold til overgreb mod mænd. Undtagen altså når man undersøger problemet for alvor og med seriøs videnskabelig metode.
Det gælder også i strafferetten: De helt samme faktuelle dokumenterede forhold betyder i retssystemet, at en mands risiko for at blive dømt er markant større end en kvindes – ved samme objektive omstændigheder. Og når der dømmes er den faktisk udmålte straf for mænd strengere end for kvinder – ved samme objektive omstændigheder. Det at være kvinde i retssystemet – både i strafferetten og i familieretten – er i sig selv en formildende omstændighed.
For det andet; Et af de mest absurde eksempler på chikane på baggrund af køn er børne/unge-institutioners politikker om mandlige ansatte. At ingen for alvor har taget den pose lort til ligestillings-rette – eller helt til menneskerettighedsdomstolen – er mig en gåde. Eller det er det faktisk ikke; fordi diskrimination mod mænd er “OK”, de kan jo tage det / er selv ude om det / det er for børnenes skyld. Selvom vi faktisk VED at de fleste både fysiske OG psykiske overgreb mod børn begås af … kvinder #notallwomen.
For det tredje; Hvis man(d) har børn er der 80-90% sandsynlighed for at hun render med guldet i tilfælde af samlivsbrud. Magten over børnene er tæt på komplet – hvilket betyder at – uanset hvor kompetent, medlevende, ansvarstagende en far han er og har været, så VED han, at han er nødt til at “makke ret” for ellers risikerer han at blive straffet af “systemet” – som med 80-90% sandsynlighed er på mors side. For en sikkerheds skyld. Og det er sikkert endda hans egen skyld – han kunne jo bare have makket ret, opført sig ordentligt. og han kunne i hvert fald have deltaget – istedet for at køre den skraldebil, støbe de fundamenter, reparere din bil, rense de kloakker …. I de ekstreme tilfælde står han falsk anklaget for vold – herunder seksuelle overgreb – mod hende og/eller børnene. Skriv under – eller lugten af “pædofile incest-svin” hænger i luften. Og den kan man(d) aldrig vaske af … “der går jo nok ikke røg uden at der er brand” #notallwomen
For det fjerde; ofte med figenbladet “af omkostningsmæssige og administrative hensyn” er hele det administrative apparat omkring børn, skolesystem, information til skilsmisseforældre, udbetaling af børnefamilieydelse m.m.m. gearet til kvinder. Mor=Forældre og Far=undtagelse.
Kvinders kollektive traume er baseret på ANGST – og jo, jeg forstår det godt; jeg ikke bare anerkender det, jeg kan faktisk godt sætte mig ind i det. Jeg har selv været udsat for trusler, overgreb og vold af temmelig voldsom, fysisk karakter – fra drenge og mænd. Ikke bare “nogen på kassen”, men seriøst gennembanket af de lokale rødder – heldigvis før det blev moderne at hoppe på folks hoveder. Og seksuel chikane og vold fra kvinder. Og jeg har kvinder tæt inde på livet – både privat og professionelt, som er dér eller har været dér. De mænd jeg har mødt – både privat og professionelt, langt over tusinde efterhånden, forstår det for langt de flestes vedkommende også. Ikke alle, men den overvældende majoritet. De kan ikke nødvendigvis “forstå det” som i “sætte sig selv i kvindens sted”, men de kan godt forstå rationalet bag den – ofte irrationelle – frygt for afmagten og overmagten.
Hele diskursen som det så pænt hedder er i store træk, at det er mænd der ikke bare HAR problemet, men ER problemet. Uden at skelne mellem det sunde, ordentlige, respektable, ærefulde, troværdige og skabende maskuline – og de syge varianter. Og uden at skelne til virkeligheden. Hvis jeg ikke husker forkert er den enkelt-gruppe af kvinder der i % har størst risiko for at blive udsat for fysisk og/eller seksuel partnervold …. kvinder i lesbiske samboende forhold!
Mænds kollektive traume i forhold til kvinder er baseret på SKYLD og på SKAM. Enten direkte påduttet – eller overført som arvesynd fra syv generationer bagud og fra “alle idioterne” – syv led ude. Mænd bliver kollektivt straffede og dæmoniserede for både fædrenes og “brødrenes” synder. Og langt de fleste – “ordentlige mænd” – som IKKE er idioter der slår, chikanerer, gramser, drikker, tyranniserer, kontrollerer osv. har i virkeligheden ét ønske. At blive anerkendt og få “løn som fortjent”. De er parat til at knokle sig ihjel eller til udbrændthed for deres kære og fællesskabet omkring dem. Være de aller-bedste fædre og kærester og medarbejdere og chefer de evner at være. Fryse fingrene af i lortejobbene og smadre sig i stress og nedslidning – eller komme hjem i plasticposer fra uciviliserede lande.
De ER parate til at gøre det rigtige. De også er parat til at stille op til tævene for deres kære – både i overført og helt reelt i praktisk forstand at beskytte alt hvad de har kært. Og disse mænd føler – rationelt eller ikke – at det så er DEM der skal tage skideballen for idioterne uden anerkendelse for det de faktisk gør. Og der tror jeg faktisk de færreste kvinder forstår, hvor skamfuldt OG meningsløst OG uretfærdigt dét føles!
Du spørger: “Men hvor forulemper kvinder mænd? På en måde, som mænd ikke kan forsvare sig imod? Måske fordi det kan virke svagt? Eller fordi det gør manden til et offer? Hvorfor det ikke bliver sagt højt af angst for at blive udskammet som en ikke-mand i vores kultur.”
At gøre mænd som køn skyldige i og ansvarlige for idioternes adfærd og ikke at lytte til mænds udfordringer i dette felt – som fx. ovenstående – individuelt, som grupper og som køn. Og ikke at anerkende at det – stort set – er mænd der holder hele det usynlige maskineri kørende. Det er i mine øjne den mest udbredte forulempelse af mænd. Forestil jer – bare som tankeeksperiment – at alle kvinder generalstrejkede i en uge i februar. Konsekvenserne af det for hele samfundet. Forestil jer så bagefter – bare som tankeeksperiment – at alle mænd generalstrejkede i en uge i februar. I løbet af en dag eller to eller tre forsvinder varmen, strømmen, internetadgangen og mobildækningen. Sikkerheden i form af ambulance-betjening, redningskorps, brandvæsen, politi og resten af møllen forsvinder. Supermarkedet ligner lynhurtigt Østblokken i 80-erne. I købet af mindre end en uge befinder du dig i noget der mistænkeligt minder om Bagdad, Damaskus eller Kabul.
Når mænd så ind i mellem tager bladet fra munden og siger “Hey – vi har altså også nogle områder hvor det ikke er fedt at gå i vores sko” så er rygmarvsrefleksen som regel enten “snup en tudekiks, pjok!” – eller “i skal først lytte på, acceptere og undskylde for al vores smerte før vi vil – overveje at – lytte”.
Jeg synes #metoo er fin. Jeg synes det er nødvendigt og jeg synes det er uhyggeligt, og små og store krænkelser er mere udbredt end de fleste forestiller sig. Og jeg synes det er uhyggeligt at læse kommentarerne. Der er klaphatte og ekstrablads-nationen alle mulige steder – det er jeg ret immun overfor. Det, der gør mig seriøst bange for hvor vi er på vej hen er hadet til alle mænd, der siver ud i mange af kommentarerne. Nogle – meget få – mænd deler egne erfaringer velreflekteret, velargumenteret, anerkendende og lyttende. Rækker de bare marginalt ud over “undskyld, undskyld, UNDSKYLD på mit køns vegne” er reaktionerne så ekstremt hadefulde, at jeg tænker at de mennesker ER fortabte i offerrollen. Og nedenunder det er de så vrede og hadefulde, at de går direkte i krænker-rollen. Det gør mig bange, for jeg har været der selv; jeg kender den hætteklædte hævner med jernrøret fra mig selv.
Jeg håber – men tvivler til gengæld – på at #Metoo #Vegas og #Jesuischarliehar nogen effekt udover lidt olie på det emotionelle hav. Det er #twitteromsorg og #facebookpanodiler.
Jeg ved at det der forandrer noget – i virkeligheden – ikke er kampagner, likes og hashtags; for de er væk i morgen. Det ENESTE der ændrer noget – OGSÅ på det samfundsmæssige / kollektive / systemiske niveau er at hvert enkelt individ gør noget andet. Individdet er ikke primært et resultat af gruppen / kollektivet / kulturen. Det er omvendt: Vores kollektiv ER summen af det hver enkelt siger og ikke siger og gør og ikke gør – ude i virkeligheden. Hvor meget vi hver især tager ansvar; uden at vente på “næsten”.
Hver eneste gang vi peger fingre uden selv at tage ansvar – uanset hvor berretiget det er – udsætter vi
– selv at holde op med at lyve i ord og handling
– selv at holde op med at gøre eller sige noget der gør os selv eller andre svagere.
– selv at sige sandheden i både ord og handling
Jeg håber at #metoo fører til mere mod istedet for mere angst. Og mere ansvar istedet for mere skyld og skam.
Så kære alle #metoo’ere
Jeg vil hvor jeg kan bekæmpe løgnen – både i ord og handling. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at sige sandheden – både i ord og i handling. Jeg vil beskytte alt hvad jeg har kært og holder sandt.
Jeg vil møde dig i øjenhøjde og jeg vil gerne forstå dig og føle med dig. Hvis du selv vil føle din smerte, så vil jeg møde dig i den, ellers kan og vil jeg ikke. Jeg vil lytte til dig og prøve at forstå dig. HVIS du vil lytte til og prøve at forstå mig. Jeg vil med mine evner og mit liv kæmpe for og beskytte din ret til at ville, gøre og være og udtrykke det du selv vil som frit OG ligeværdigt OG selvansvarligt menneske – OG som kvinde. Og jeg vil efter bedste evne bidrage til at mine med-mænd – eller “brødre” for at bruge et stort ord – gør det samme. Og jeg vil bede dig om at gøre det samme – på trods af smerten.
Men jeg vil ALDRIG påtage mig din lidelse eller bede dig om at bære min. Jeg vil ALDRIG undskylde for dét, der ikke er mit. Jeg vil ALDRIG sige eller gøre noget, der gør mig svagere for at du kan føle dig stærk eller tryg eller god nok. Jeg vil ALDRIG påtage mig ansvaret for dét, der er dit ansvar. Det er dit lod, hvis du vil være et frit menneske og en fri kvinde.
Som nævnt: Hvis du interesserer dig for emnet – og vil høre et af de få gennemtænkte, ærlige og relevante bud fra en mand jeg har set – det er af Johanne Trädgaard Jensen, også på Facebook.
Det er kun mig der sender dig en besked og ingen andre.