Alle mænd har en gave til verden

Alle mænd har en gave til verden

Den moderne, vestlige mand søger oplevelser, der bekræfter hans maskulinitet. Det er et udtryk for, at vores samfund mangler overgangsritualer, og at mange mænd ikke får afklaret, hvad deres mål her i livet egentlig er.

Af Peter Egevang (peg@dr.dk)

Keld sidder på kanten af lænestolen foran fjernsynet. Hans ansigtsudtryk er koncentreret og kroppen giver af og til et spjæt i takt med det, der sker på skærmen.

”Orv … prøv at se der, hvor de løber i en hel klump… de er presset sammen”.
Han bruger fjernbetjeningen som pegepind. På skærmen ser man en flok hvidklædte mænd, der bevæger sig hastigt hen ad en smal gade. Et nærklip af tyrene i baggrunden forklarer koncentrationen og vedholdenheden i mændenes løb.

Der zoomes ind på en enkelt mand, der skrider på de glatte brosten og ruller sig sammen, mens han holder hænderne for hovedet for at undgå at blive ramt af tyrenes hove.

”Prøv at se ham der, han får den… hårhh shit… en idiot. Han har opbrugt sit held for i dag, det er helt sikkert.”
Keld spoler videoen tilbage for at se sekvensen endnu en gang. I stuen i villaen på Amager blander hans højrøstede kommentarer sig med den lystige spanske musik, der akkompagnerer videoen.

Sønnen Mark på 7 år sidder i sofaen og følger med; han holder puden op for hovedet, når det bliver for voldsomt.

Keld Jørgensen er 38 år. Han fik for et par år siden, af en spansk forretningsforbindelse, foræret en video med de seneste 10 års tyreløb i Pamplona, og lige siden har han været tiltrukket af spændingen og vildskaben i løbene. Han kender efterhånden tyrerutens sving og farlige steder fra sit videobånd, og hans plan er, at rejse til Pamplona, for at opleve begivenheden på tæt hold.

I bogen “The Dangerous Summer”, bemærker Ernest Hemingway, at Pamplona ikke er et sted at medbringe sin kone; og Keld har da også tænkt sig, at tage af sted uden sin familie. Han vil opleve San Fermin festivallen sammen med de tusinder af andre mænd, der hver sommer rejser til byen for at være fælles om deres maskulinitet.

De fleste nøjes med at kigge på i sikkerhed bag afspærringen langs gaden, når tyrene hver morgen kl. 8 slippes løs. For et tyreløb er farligt og traditionen har gennem årene kostet adskillige liv.
Mænd har brug for manddomsprøver.

Tomas Fris, der driver en virksomhed med parterapi og mandeterapi, mener, at tyreløbene i Pamplona for mange mænd fungerer som et forsøg på at udføre et overgangsritual. Et af de væsentligste problemer for den moderne, vestlige mand, er, at han gennem livet ikke får mulighed for at gennemføre disse overgangsritualer, der markerer et skift fra en fase i livet til en anden. F.eks. skiftet fra dreng til mand.

I samfund, der præges af den oprindelige urbefolkning, praktiseres stadig ritualer, der bevarer den mandlige kultur. Her skal unge mænd gennem en række manddomsprøver, før de kan træde ind i de voksnes rækker. I Papua Ny Guinea går et af ritualerne ud på, at fange en haj ved hjælp af en kokosrangle og en lasso. Og i Vanuatu består en manddomsprøve i, at kaste sig ud fra store højder, mens lianer om anklerne er den eneste redning fra døden.

For den danske gennemsnitsmand, er det kun konfirmationen, der markerer skiftet fra dreng til mand; og konfirmationen er efter Tomas Friis mening en forloren begivenhed, der ikke i handling markerer et skift i livet. Derfor oplever man unge og ældre mænd, der senere i livet søger oplevelser, der bekræfter deres maskulinitet. Ifølge Tomas Friis kan disse ekstreme oplevelsestrip – f.eks. at tage til Pamplona for at løbe gennem byens gader med en flok tyre i hælene – meget vel være et udtryk for forsinkede overgangsritualer.
”Ham der. Ham der. Prøv at se ham der… Århh ha ha.” Keld springer hen til videoen, spoler båndet tilbage, og starter det igen.

”Du spoler rundt i det bånd der… der er virkelig nogle passager du bare nyder, hva’?” Kelds hustru Eva står i baggrunden med lille Mie på to måneder i favnen.

”Jamen… jeg nyder det ikke”, svarer Keld. ”Det er bare… hver gang jeg ser videoen opdager jeg noget nyt. Prøv at se ham der.” Keld peger på en mand i udkanten af skærmen. ”Han er meget klog. Kan du se alle tyrene, de trækker over til højre på den del af gaden der.” Nu taler Keld sagte og eftertænksomt, og Eva træder nærmere for bedre at kunne høre. ”Jeg tror det er meget vigtigt at vide hvilken side man skal løbe i på hvilken del af ruten. Og det er helt klart, at den mand der… han løber med en taktik som… som han følger til punkt og prikke.”

”Jeg forventer da ikke, at du føler, at du ligesom har luret trickene af… og smider dig ind foran tyrene, når nu du kommer derned. Heller ikke efter en tår rødvin?”

”Nej nej. Nej for satan.” Keld kigger bestemt på sin kone. ”Der er ingen tvivl om, at hvis ehh… det der… det skal gøres ædru.”

Eva har indvilget i, at lade Keld tage til Pamplona en uge i sommerferien. Hun strækker sig langt i sin tålmodighed, for hun ved, at hvis hendes mand ikke får udlevet sin drøm om at tage af sted, ender han med at blive vrissen og indadvendt. Sådan går det tit, hvis han ikke får sin vilje, siger hun. Men hun forstår ikke hans betagelse af tyreløbene. Og hun kunne aldrig selv finde på, at rive en uge ud af kalenderen for at tage væk fra sin familie. Hun ville ikke kunne undvære lille Mie bare en enkelt dag.


At sætte sig et spor er vigtigt.

Ifølge Tomas Friis, kan vi ligeså godt acceptere, at mænd er maskuline og kvinder er feminine. Kvinden retter sit fokus på tilværelsen indad – hun tænker på familien, der skal passes og huset der skal plejes. Mens mandens fokus er udadrettet; han vælger i yderste konsekvens at gå i krig, frem for at blive hos sin familie.

Tomas Friis mener, at alle mænd har en gave til verden. Mænd vil gerne udrette noget, og derved sætte sig et spor. Hvordan denne trang falder ud, er forskelligt fra mand til mand – nogle finder ud af, at udfordringen ligger i karrieren, nogle vil udrette noget, der gør en forskel for andre mennesker. At skabe noget kreativt, der sætter sig håndgribelige spor, kan også være et mål, men det vigtigste er, siger Tomas Friis, at man gør sig klart, hvad ens gave til verden er. Ellers ender man med, at kaste sig ud i den ene ekstreme oplevelse efter den anden. I et forsøg på at foretage sig et eller andet, der gør en forskel.

At deltage i tyreløbene i Pamplona, er en maskulin handling. Og manden får en fornemmelse af, at udrette noget maskulint. Men Tomas Friis understreger, at det ikke er en løsning i sig selv, at deltage i tyreløbene – eller at foretage andre grænseoverskridende handlinger. For når man er færdig med denne ene oplevelse, dukker der som regel nye bjergtinder op, der skal bestiges. Vel at mærke hvis manden ikke har defineret, hvad han egentlig vil give verden som gave.

I Tomas Friis mandegrupper er formålet, at hver enkelt mand skal finde frem til lige præcis den gave, vedkommende vil give verden. Den enkelte mand skal nå frem til en erkendelse af, hvad han egentlig vil med sit liv. Tomas Friis har naturligvis defineret sin egen gave til verden: Han vil give mænd nosserne tilbage, som han udtrykker det.
”Ka’ du ha’ en god tur?”, siger Eva. ”Og husk så hvad du lovede.”

Det er en solrig sommermorgen og vinden leger med hendes hår. Hun står på fortovet udenfor huset på Amager med Mark i hånden. Keld lægger den sidste taske på plads i bagagerummet. Så går han hen til sin kone, kigger hende i øjnene og giver hende et kram.

”Hvad har jeg lovet?”
”Ikke noget tyreløb.”
”Ikke noget tyreløb nej”, svarer Keld bestemt.
Mark bryder ind: ” Jo mor, han har selv sagt til mig, han ville løbe med dem.”
”Aha”, svarer Eva usikkert.
”Men hvis der er en tyr, der er ved at stange dig, så ring til mig”, slutter Mark af og de ler alle tre.

Keld starter bilen, gasser op og kører ned ad vejen, væk fra huset. Han dytter et par gange i hornet. Om et lille døgn vil han være i Pamplona, og selv om han har lovet Eva, at han ikke vil løbe foran tyrene, har han garderet sig. I kufferten har han pakket et par hvide løbesko.

Scroll til toppen