fbpx

Om at være sammen med rigtige mænd

Jeg har fået lov til at dele nedenstående respons på sidste nyhedsbrev – som jeg fik fra en af de mænd, der har siddet med i cirklen.
Det er sådan noget der gør mit arbejde meningsfuldt.

Tak for din mail og den medfølgende opsang. Du skriver hverken for lidt eller for meget. At du interesserer dig for dette emne, og at du påtager dig og magter at kommunikere skriftligt, synes jeg er prisværdigt.

I mit arbejde samarbejder jeg ofte med hold af mænd, og det foregår ikke sjældent i et fysisk udfordrende miljø. Kulde, varme, røg, støj, møg, højdearbejde, tunge løft, og udfordrende arbejdsstillinger. Mændene, jeg arbejder sammen med, er typisk ikke de højest uddannede, men af den type, som, modsat mig selv, havde “krudt i røven”, da de var drenge, og de fleste af dem har en alder, så de har undgået som skolesøgende at blive diagnosticeret som lidende af ADHD og medicineret, eller på andre måder gjort alt for forkerte.

Selv om de måske ikke har videre uddannelse, men højest et svendebrev, skal man ikke undervurdere deres intelligens. Nogle af dem er sgu ret kløgtige, faktisk, og så forekommer de mig mere helstøbte i fællesskabet, og bedre funderede i deres maskulinitet, end mange af de overuddannede Nice Guy shit heads, jeg er stødt på i mange andre sammenhænge.

Jeg tænkte på så sent som i går, hvor fantastisk godt det i grunden er for mig, og har været, at arbejde sammen med denne type af mænd. Nogle af dem ligner forbrydere, eller i måske mere krigere, med masser af testosteronstyrke og handlekraft. Disse mænd KUNNE være farlige og destruktive, men det er de ikke. De er kammerater, og de hjælper og støtter hinanden, selv om tonen ofte kan være rå. En yngre udgave af mig følte mig en gang udsat, hvis jeg i forskellige situationer måtte arbejde sammen med mænd af denne støbning. Med de funktioner, jeg varetager og har varetaget i mit arbejdsliv, har jeg måttet påtage mig lederskab over for mennesker af forskellig type, og da har jeg altid haft det lettest med polerede typer, som er nemmere at forføre og skjule eventuel usikkerhed for. De mere rå typer fornemmer meget tydeligere, hvis en leder er en distanceblænder, som ikke har røv til at fylde sine bukser ud. At arbejde sammen med maskuline typer, som spotter mig ud og udfordrer mig på min egen maskulinitet, har gennem årene styrket mig. Når jeg i dag mærker respekt for min person og for min arbejdslederrolle i samarbejde med mænd af denne type, og når jeg samtidig med respekt for min ledelse kan opleve drilleri, åbenhed, betroelser og inkludering, følder jeg, at jeg er nået langt.

Jeg skriver ovenstående for at bakke op om det du skriver og siger, og for at bekræfte dig, selv om du sikkert ikke har brug for det. Ja, vi mænd skal hanke op i os selv og påtage os vores maskuline kraft og styrke, og det lærer vi bedst, når vi prioriterer at være sammen med andre mænd. Ikke fimsede, hjernevaskede feminiserede mænd, som spiser østrogen som topping på myslien hver morgen, men med andre mænd, som hviler i deres maskulinitet. Og så skal vi iøvrigt i højere grad prioritere vores egne behov og lyster på en kompetent måde, uden at være egoister. Vi skal ikke klage over “stærke kvinder”, men tværtimod værdsætte “rigtigt” stærke kvinder, som hviler i deres feminine styrke, hvordan den så end kommer til udtryk.

Kvinder skal ikke lægge en dæmper på sig selv i forhold til os mænd, fordi de ellers risikerer, at vi bliver impotente, pleasende medløbere. Mænd, som hviler i sig selv, og som ikke lægger sig fladt ned for kvinder, men tværtimod giver kærligt, kompetent, handlekraftigt og respektfuldt med- og modspil til kvinder (og andre mænd), vil opleve at være eftertragtede og værdsatte af mange kvinder.

Så selv om dette med sex og kvindetække ikke er / burde være en primær drivkraft i en mands stræben efter at blive sig selv i dette liv, er det da værd at tage med. Det modsatte; frygten for ikke at være god nok, og for ikke at være værdig til at få fisse, så en mand krymper sig og underlægger sig hvad han tror er kvindens krav, er ved Gud da heller ikke en særlig god motivation, og den kan kun give bagslag i det længere forløb.

Tak igen,
med venlig hilsen

Klaus Villiam

Scroll til toppen